Om Teaterhuset


TeaterHUSET er en prøvelokaleforening for scenekunstens undergrund med over 200 medlemmer.

TeaterHUSET blev grundlagt i 2004. Efter den første Vildskud Teaterfestival opstod et behov for at samle vækstlagsteateret i København, således at alle aktiviteterne ikke løb ud i sandet, når festivalen var forbi. Der blev forhandlet med kommunen og TeaterHUSET blev etableret som en frivillig folkeoplysende forening.

Vi holder til i Huset-KBH, men vi er vores egen lille enhed. Medlemmerne bruger lokalerne til at øve, eksperimentere og skabe forestillinger. Vi råder over syv øvelokaler samt scenen Bastarden. Syv uger om året har vi desuden HAUT_scene på 5. sal. Vores medlemmer skaber ca. 10 forestillinger om året på scenerne. Hvert år i august er vi rammen om Vildskud Teaterfestival og i januar/februar mini-festivalen Sneskud. Som medlem kan du i TeaterHUSET øve med din gruppe, producere en forestilling, prøve op til teaterskolerne, være med til at skabe nye aktiviteter eller være i styregrupper for eksisterende initiativer som Vildskud.

Vores mål er at skabe de bedst mulige rammer for teaterundergrunden og hermed forblive et teaterkulturelt kraftcenter til fremme for vækstlagsmiljøet i København og i Danmark generelt. Dette håber vi på at opnå ved at stille prøvelokaler og scener til rådighed for medlemmerne, så der er mulighed for at lave scenekunst uden for skolerne og de etablerede teatre.