TEATER BATTLE

TEATER BATTLE

Februar 2027

Teater Battle er Danmarks største teater konkurrence for vækstlaget.

Men Teater Battle er mere end én aftenens konkurrence: deltagerne får workshops og skriftlig feedback fra dommerne undervejs, og vinderen får et udviklingsforløb med en branchekonsulent og muligheden for at realisere sit værk i fuld længde sammen med Teaterhuset.

Konkurrenceelementet er bevidst sekundært. Teaterhuset har fornyet rammerne netop for at flytte tyngden fra at vinde til at turde, udvikle og mødes. Battle er lige så meget et mødested som en konkurrence — et kreativt maskinrum hvor publikum ser forestillinger før de overhovedet eksisterer, og hvor unge scenekunstnere møder hinanden, branchen og deres eget næste skridt.

Det er vækstlagets egen scene til at vise rå, ufærdig kunst som gyldig kunst — skabt af mod og nysgerrighed, på egne præmisser.

ANSØGNINGER ÅBNER VINTER 2026

Formål

For vækstlaget:

  • Give unge scenekunstnere scenetid, workshops og professionel feedback, der løfter en idé mod et færdigt sceneudtryk — uanset deltagerens udgangspunkt.

  • Skabe et mødested og fællesskab hvor unge scenekunstnere møder ligesindede, udveksler idéer og finder mod til at tænke teater på nye måder.

  • Give de stærkeste værker en reel videreførsel: udviklingsmidler og muligheden for at realisere forestillingen i fuld længde sammen med Teaterhuset.

For huset:

  • Battle er Teaterhusets talentmotor — det format hvor nye stemmer opdages, knyttes til huset og føres videre ind i husets øvrige produktion.

  • Den giver huset en løbende relation til den etablerede branche gennem juryen og de undervisende rådgivere, til gavn for både deltagere og forening.

  • Den demonstrerer over for byen og fondene vækstlagets kunstneriske niveau — at åben adgang og høj ambition hænger sammen

Om juryen og det sekundære konkurrenceelement: Dommerpanelet og prisen er en ramme, der fokuserer energien og giver deltagerne et reelt publikum og kvalificeret feedback. De er ikke en godkendelsesinstans der afgør om vækstlagets kunst er "rigtig" nok. Værdien ligger i forløbet, modet og fællesskabet — prisen er det der samler det, ikke det der måler det.

Ansøgningsprocessen består af to dele.

Først indsender du en ansøgning der beskriver hvad du vil bringe ind til festivalen. Ansøgningen kan indsendes som PDF på maks 1 side, som videoklip eller en kombination af begge.

Din ansøgning skal indeholde:

  • En konceptbeskrivelse af det du vil bringe ind til festivalen

  • Forventede krav til rum, teknik og budget

  • Antal medvirkende og værkets varighed

  • Eventuelle ønsker til prøver eller undersøgelser i huset inden festivalen

  • Forventet publikumsantal og eventuelle særlige behov

  • Anden hjælp du ønsker fra Teaterhuset

Herefter inviteres udvalgte ansøgere til en kort samtale med Vildskuds arrangørgruppe. Samtalerne afholdes løbende efter ansøgningsfristen. Her får vi mulighed for at høre mere om dit projekt og finde ud af hvordan vi bedst kan støtte det.

Udvalgte deltagere modtager besked hurtigst muligt efter samtalen.

Ansøgningsfrist: 4. maj 2026. Ansøgninger samt eventuelle spørgsmål sendes til vildskud@teater-huset.dk

Målgruppe & deltagere

Deltagere: Spirende scenekunstnere — solister og grupper — fra hele landet, i den nuværende model ca. 10–15 deltagere i alderen 16–35 år. Bredt repræsenteret nationalt og på tværs af genrer og niveauer; alle uanset erfaring kan være med.

Dommerpanel: Repræsentanter fra den etablerede scenekunstbranche — instruktører, skuespillere, producenter, dansere, koreografer m.m.

Rådgivere/undervisere: Professionelle dramatikere, instruktører eller skuespillere, eksterne partnere (fx KaosTeater), tidligere vindere, samt husets kunstneriske råd og scenemester.

Publikum: Unge scenekunstinteresserede, deltagernes netværk, branchefolk og et alment kulturpublikum — fyldte sale er normen.

Sådan kører Battle i dag:

  • Ca. 10–15 deltagere viser hver et 10-minutters uddrag af et værk eller en forestillingsidé for publikum og et professionelt dommerpanel.

  • Omkring eventet afvikles kunstneriske workshops for de deltagende grupper.

  • Alle deltagere får feedback fra dommerne — mundtligt på aftenen og skriftligt efter eventet.

  • Rundt om konkurrencen ligger et vækstlagskunstnerisk randprogram — koncerter, poetry slam, readings og optrædener fra andre unge scenekunstnere — der gør Battle til en samlet begivenhed og et mødested.

  • Vinderen modtager udviklingspenge og et udviklingsforløb med en branchekonsulent, med mulighed for at realisere værket i fuld spillelængde sammen med Teaterhuset.

Afvikles af en frivillig arrangørgruppe (medskabere) sammen med husets personale og bestyrelse.

Hvad får man som deltager?

Alle deltagere:

  • Scenetid — 10 minutter for et fuldt publikum og et professionelt dommerpanel.

  • Kunstneriske workshops omkring eventet.

  • Professionel feedback — mundtligt på aftenen og skriftligt fra juryen efter eventet.

  • Teknisk afvikling og sparring — lys, lyd og scene, så deltagerne kan løfte det sceniske niveau i deres værk.

  • Et netværk — adgang til andre skabere, til branchen og til Teaterhusets fællesskab.

Vinderen får:

  • Udviklingspenge (beløbet fastsættes år for år).

  • Et udviklingsforløb med en branchekonsulent.

  • Mulighed for at realisere værket i fuld spillelængde sammen med Teaterhuset.

Hvorfor lave Teater battle?

Teater Battle er det sted hvor dansk scenekunst kan møde sin næste generation på dens egne præmisser. For byen er det en åre direkte ind i vækstlaget: her opdages stemmer, knyttes bånd mellem unge skabere og etablerede kunstnere, og skabes den fornyelse som hele scenekunsten lever af.

Battle gør branchen tilgængelig begge veje. De unge møder professionelle dramatikere, instruktører og skuespillere som rådgivere og dommere; branchen møder de talenter og udtryk der ellers ikke får en scene. Det er en udveksling København har brug for — et rum hvor det frie felt, uddannelserne og institutionerne kan hente energi og nye kræfter.

Som format passer Battle godt ind i en større ramme som Krudttønden: et hus med scener, teknik og publikumsflade, hvor forløbet kan folde sig ud og vinderforestillingen kan få sin fulde længde — og hvor vækstlagskonkurrencen får et synligt sted i byens kulturliv.

TEATER BATTLE

⚔️

TEATER BATTLE ⚔️